Det er bare en ganske almindelig onsdag. Jeg skal først møde på arbejde kl. 16. Det er dejligt at have en stille morgen og formiddag til sig selv. Børnene er i skole. Min mand er på arbejde. Jeg ser dem først i aften. Det er ok. Vi er vant til, at jeg arbejder på skiftende tider. Det giver os ikke nogen problemer i hverdagen. Jeg kan godt lide de dage, hvor jeg møder sent. Det betyder, at jeg kan bruge lidt tid på at gå i butikker og se efter nogle af de ting, som vi mangler. Især tøj til mine børn og min mand. Især min mand. Han kan ikke fordrage at gå på tøjindkøb. Han er tilfreds med, at jeg gør det for ham. Og i dag er der en chance for, at jeg kan få købt nogle nye t-shirts til ham. Dem, jeg lige har vasket, er ret slidte. Han får lov til at bruge dem en gang til, så bliver de altså smidt i genbrugsbunken.
Der findes flere hjemmesider, der sælger discs online – blandt andre disse:
Storcenteret
Jeg går ned til storcenteret, hvor der er mange tøjbutikker. Finder den, der forhandler de mærker, som min mand godt kan lide. Får købt 6 t-shirts til ham. Går videre. Jeg har ingen hast, og jeg kan faktisk godt lide at se, hvad der er på mode. Jeg kigger ind i den butik, hvor jeg altid handler, når jeg skal købe tøj til mig selv. Jeg handler der især, når jeg skal bruge noget tøj til fx en fest. Jeg siger hej, til hende, der ejer butikken. Hun er sød. Genkender mig og spørger om, jeg bare skal kigge – eller om der er noget, jeg har brug for hendes hjælp til. Jeg siger, at jeg bare lige kigger. ”Ok, det er fint. Jeg har tilbud på jakker til kvinder i dag. Vil du se dem?” Jeg nikker. Har slet ikke i tankerne at ville købe en jakke. Men at kigge skader da ikke.
Vi går hen til tøjstativet, hvor jakkerne hænger. Hun trækker en bøjle ud og viser mig en jakke. Den er ikke lige min stil, tror jeg. Den ser lidt konet ud. Jeg laver min nej-grimasse. Hun siger, at jeg lige bør prøve den. Det gør jeg. Mest fordi jeg ikke helt ved, hvordan jeg skal afslå at købe den – endnu. Så for at trække tiden ud, imens jeg tænker, prøver jeg den. Jeg trækker den på. Går hen til spejlet.
Ret flot faktisk
Den er faktisk ret flot. Ser slet ikke konet ud på min krop. En klassisk sommerjakke. Jeg vender og drejer mig foran spejlet. Siger til hende, at jeg egentlig ikke har brug for en ny jakke. Hun siger, at jeg behøver heller ikke at købe den. Hun ville bare vise mig den. Den tilhører den forrige kollektion, som slet ikke er blevet solgt på grund af det der Covid. Det er grunden til, at den er på tilbud. Hun har ikke bestilt deres seneste kollektion. Af skræk for måske at skulle lukke butikken igen. Jeg kigger på jakken. Finder kreditkortet frem.
Her er meget varmt. Det er vist på tide, at jeg får min dovne familie op fra sofaen og væk fra deres mobiltelefoner. De sidder alle 3 med hver deres mobil. Den ene tjekker, hvad der sker på Facebook. Den anden sidder og ser en eller anden børnefilm, som han har downloadet. Den tredje spiller et eller andet åndssvagt spil. Håbløst. Jeg råber dem op. ”Vil I med på stranden?” Børnene springer op. Det vil de gerne. Min mand kigger på mig med et surt blik. Jeg kan godt se, hvad han tænker: ”Åh nej, lad mig slippe for den ydmygelse.” Han bryder sig ikke om at vise sig på offentlige steder – og slet ikke i badetøj. Jeg ved godt, at han ikke er en fotomodel at se på.
Stor dreng
Han er sådan en af dem, der bruger tøj til store mænd. Rigtigt store mænd. Selv synes jeg bare, at han er dejlig at se på. Og jeg ved, at han er verdens kærligste mand. Men en gang imellem, så må han altså indse, at vi bare ikke kan mure os inde bag et skjold, der hedder: ”Jeg skal lige se, om den mail, jeg venter på, er kommet.” Blot fordi han ikke vil ud og vise sig frem. Jeg har sagt mange gange til ham, at han ikke er den grimmeste mand i verden. Jeg fortæller ham, at hans kompleks er en skør idé, han har. Han er ikke grim. Han er stor. Folk kommenterer da også på det, men der går faktisk aldrig ret lang tid, førend de ikke lægger mærke til ham længere. Sådan er det bare, når man både er høj og meget kraftigt bygget – og en lille smule overvægtig. Han har faktisk skrevet denne.
Jeg kigger tilbage på ham med det der udfordrende blik, der fortæller ham, at jeg synes, at han er en tøsedreng, og som samtidigt også siger ”Kom nu.” Han rejser sig – lidt modvilligt. Retter på sine bukser og siger, at ja, vi skal da på stranden. Han spørger, om jeg ved, hvor hans badeshorts er. Jeg har allerede lagt dem frem på sengen, så han skal bare tage dem.
Børnene er snart klar
Børnene er allerede ved at pakke deres badetøj og håndklæder ned. Jeg går ud i køkkenet og smører nogle madder. Finder den hjemmelavede hyldeblomstsaft frem. Den er afkølet. Lægger den i frysekassen sammen med fryselegemet. Madderne bliver pakket ind. De kommer også ned i kassen. Jeg er parat. Vi – børnene og jeg – går udenfor. Venter på, at min mand får nølet sig færdig. Endelig kommer han. Smilende. Vi kører afsted. Der er 25 km til en ret lækker strand.
Børnene er glade. De taler med hinanden. Min mand er også glad. Han fortæller mig, at han må have tabt sig lidt. Det var nemmere for ham at få sine badebukser på, da han prøvede dem. Jeg smiler til ham. Siger ikke noget om, at jeg har løsnet lidt på båndet, som han binder om maven. Vi ankommer til stranden. Finder et godt sted. Lægger tæppet ud. Sætter os. Og vil nyde resten af dagen sammen.